Juletræet 2017. Alice i Eventyrland.

Lad os se sammen….

alle ting i stuen er lidt fortryllet

“Hvor det dog kedede Alice at sidde sammen med søsteren dernede ved søen – uden at have noget at tage sig til! Et par gange havde hun kigget i den bog, søsteren var i færd med at læse, men der var ingen billeder i den og heller ingen samtaler …

“Og hvad fornøjelse har man af en bog uden billeder, og hvor personerne ikke snakker med hinanden?” tænkte Alice.”

“Der var stillet et bord ud under et træ foran huset, og her var haren og hattemageren i færd med at drikke te. Midt imellem dem sad en syvsover-mus; den sov trygt, og de to andre støttede deres albuer til den og snakkede sammen hen over dens hoved. “Meget ubehageligt for syvsoveren,” tænkte Alice, “men eftersom den sover, gør det vel ikke noget.”

“Bordet var meget stort, men de sad alle tre tæt sammen ved den ene ende. “Her er ikke plads! Her er ikke plads!” råbte de, da de så Alice nærme sig. “Der er masser af plads,” sagde hun forarget og satte sig i en stor lænestol ved den anden ende af bordet.”

“Det ligner jo nøjagtig et stort skakbræt!” sagde Alice omsider. “Der burde findes nogle mennesker der … mennesker som flyttede sig – men det er der jo også!” tilføjede hun henrykt, og hendes hjerte bankede hurtigere af iver. “Det er et stort spil skak, de er i færd med at spille – det dækker jo hele verden – hvis det her da er verden. Det er vel nok morsomt! Hvor ville jeg ønske, at jeg var med! Det gjorde ikke noget, at jeg kun var en bonde, bare jeg måtte være med – men jeg ville naturligvis hellere være dronning.”

“Så skal syvsoveren gøre det!” råbte de begge to. “Vågn op, syvsover!” Og så kneb de den fra begge sider på en gang.

Syvsoveren åbnede langsomt øjnene. “Jeg sov ikke,” sagde den med en hæs og svag stemme, “jeg har hørt hvert eneste ord, I sagde.”

“Og med den undskyldning løb hun ned ad højen og sprang over den første af de seks små bække.”

“Den største vanskelighed for Alice – i begyndelsen – var at styre flamingoen. Det gik let nok for hende at få dens krop klemt ind under sin arm, så benene hang ned, men hver gang hun havde fået den til at strække halsen og lige netop ville give pindsvinet et skub med flamingoens hoved, skulle den absolut bøje halsen igen og kigge hende ind i ansigtet med et så forbavset udtryk, at hun ikke kunne lade være med at briste i latter. Og når hun så endelig havde fået dens hoved ned igen og skulle til at begynde, opdagede hun til sin ærgrelse, at pindsvinet havde rullet sig ud og var ved at løbe bort. Desuden var der næsten altid en kant eller fure i vejen, hvor hun end ville sende pindsvinet hen, og da de foroverbøjede soldater hele tiden rejste sig op og spadserede omkring, blev Alice hurtigt klar over, at det var et meget vanskeligt spil.”

“Alice blev vældig nysgerrig og løb bag efter kaninen, tværs over marken. Hun nåede lige netop at se den smutte ned i et stort hul, der var under hækken.

I næste øjeblik fulgte Alice efter den uden at tænke på, hvordan i alverden hun skulle komme ud igen.”

“Det var jo meget godt, sådan uden videre at sige: “Drik mig”, men Alice var en klog, lille pige, der ikke gjorde det lige straks. “Nej, jeg må dog først se efter, om der står “Gift” på flasken,” sagde hun.”

Hjerter knægt stod foran dem i lænker og bevogtet af to soldater.

“Alice havde – meget nysgerrigt – kastet et blik over dens skulder. “Sikke et morsomt ur!” sagde hun. “Men det viser jo datoen og ikke, hvad klokken er!”

“Hvorfor skulle det også det?” mumlede haren, “viser dit ur måske, hvilket år det er?”

“Nej, det gør det da rigtig nok ikke!” svarede Alice hurtigt, “men det er, fordi det bliver ved med at være det samme år i lang, lang tid.”

“De stod så stille, at hun fuldstændig glemte, at de var levende, og hun skulle netop til at se efter, om der virkelig stod “Tweedle” på bagsiden af deres kraver, da han, der stod “Dum” på, pludselig – til hendes forbavselse – begyndte at tale.”

“Der stod et stort rosentræ lige ved indgangen til haven. Roserne var hvide, men tre gartnere var ivrigt i færd med at male dem røde. Alice syntes, at det så mærkeligt ud. Hun gik derfor nærmere for at kigge på dem. I det øjeblik, hun kom hen til dem, hørte hun den ene sige: “Se dig for, femmer! Gå ikke sådan og stænk mig til med farve!”

“Hjerter knægt rystede bedrøvet på hovedet. “Ser jeg sådan ud?” spurgte han. (Og det gjorde han absolut ikke, eftersom han var lavet helt og holdent af pap.) “Nej, det indrømmer jeg,” sagde kongen og mumlede nogle andre verslinier for sig selv: “Det ved vi er sandt og vist – det er naturligvis nævningene – Jeg gav hende en og ham gav de to – nå, det er da klart, at det må være det, han gjorde med kagerne …”

“Hattemageren var den første, der brød tavsheden. “Hvad dato er det i dag?” sagde han og vendte sig om mod Alice. Han havde taget sit ur op af lommen og kiggede uroligt på det. Nu og da rystede han det og holdt det op til øret.

Alice tænkte sig lidt om og sagde så: “Den fjerde.”

“Det går to dage forkert!” sukkede hattemageren. “Jeg sagde jo til dig, at det ikke kunne nytte at komme smør i værket!” tilføjede han og så vredt på haren.”

“Fiske-tjeneren tog først et stort brev frem – Ja, det var næsten lige så stort som han selv. Han havde haft det under armen, og nu rakte han det til den anden og sagde i en højtidelig tone: “Til hertuginden! En indbydelse fra dronningen til at spille kroket!” Frø-tjeneren gentog, lige så højtideligt (han byttede bare lidt om på ordene): “Fra dronningen. En indbydelse til hertuginden … til at spille kroket!”

Så bukkede de begge to så dybt, at deres parykker filtrede sig ind i hinanden.”

“I dette øjeblik blev hun revet ud af sine tanker ved at nogen råbte højt: “Halløj! Halløj! Skak!” … og samtidig kom en ridder galoperende. Han var iført en funklende rød rustning og svingede en stor kølle i luften. Da han nåede hen til hende, standsede hesten med et ryk. “Du er min fange!” råbte ridderen og – faldt af hesten.”

“Kålormen og Alice kiggede på hinanden et stykke tid uden at sige noget. Men til sidst tog Kålormen piben ud af munden og begyndte at tale til hende med en sløv og søvnig stemme.

“Hvem er du?” spurgte kålormen.”

“Katten grinede bare, da den opdagede Alice. Den så egentlig rar ud, tænkte hun, men den havde meget lange kløer og en mængde tænder, så hun var klar over, at den måtte behandles med en vis ærbødighed.

“Søde, lille filurkat,” begyndte hun, meget forsigtigt – hun vidste jo nemlig slet ikke, om den kunne lide at blive tiltalt på den måde! Men katten grinede bare endnu mere.”

“Det var ikke særlig mærkværdigt, og Alice syntes heller ikke, det var særlig overraskende, at kaninen sagde til sig selv: “Ih, du glade verden! Jeg kommer for sent!”

“Her er den røde konge og den røde dronning,” sagde Alice (hun hviskede for ikke at skræmme dem), “og der er den hvide konge og den hvide dronning – de sidder på kanten af skovlen..”

“Men jeg bryder mig ikke om at være sammen med gale mennesker,” sagde Alice.

“Ah, det kan du ikke undgå,” sagde katten. “Her er vi tossede alle sammen. Jeg er tosset. Du er tosset.”

“Hvordan ved du, at jeg er tosset?”

“Det må du være,” sagde katten, “ellers var du ikke kommet her.”

“Nå, så Edvard skal kravle ned i skorstenen!” sagde Alice til sig selv. “Det lader til, at de læsser alting på Edvard. Jeg ville meget nødigt være i Edvards sted! Denne kamin er ikke særlig stor, men jeg tror nok, jeg kan sparke en lille smule!”

Alice trak sin fod så langt ned, som hun kunne, og ventede, til hun hørte et lille dyr skrabe og kradse inde i skorstenen, lige over hendes fod. Hun kunne ikke regne ud, hvad det var for et dyr, men hun sagde til sig selv: “Det er Edvard,” – og langede et ordentligt spark ud. Så ventede hun lidt for at se, hvad der nu ville ske.

Det første, hun hørte var et helt kor af stemmer, som råbte: “Der flyver Edvard!”

“Der var bestemt for meget peber i luften! Selv hertuginden nøs en gang imellem og ungen nøs og hylede skiftevis – uden et øjebliks pause. Der var kun to levende væsener i køkkenet, som ikke nøs – det var kokkepigen og en stor kat, der sad henne ved ildstedet og grinede, så munden gik næsten fra det ene øre til det andet.”

“Det må bestemt være den skov, hvor de forskellige ting ikke har noget navn,” sagde hun eftertænksomt til sig selv. “Jeg kunne godt lide at vide, hvordan det vil gå med mit navn, når jeg kommer derind? Jeg ville slet ikke bryde mig om at miste det – for så måtte man give mig et nyt, og det ville sikkert blive grimt. Men det ville jo også være morsomt, om jeg – i så tilfælde – kunne finde den, der havde fået mit gamle navn! Det minder om de annoncer, hvor folk efterlyser en hund, der er løbet bort – en hund “med messinghalsbånd og lydende navnet “Dash”. Tænk, hvor det ville være besynderligt, om man skulle råbe “Alice” til alle dem, man mødte, lige til en eller anden svarede ja! Men hvis de var kloge, ville de nu slet ikke svare …”

“Vi kan tale,” sagde liljen, “når der er noget, det er umagen værd at snakke om …”

Alice blev så forbavset, at hun ikke kunne sige et ord i længere tid … hun snappede ligefrem efter vejret. Men til sidst, da liljen blot blev ved med at svaje for vinden, sagde hun meget forsigtigt, ja, hun hviskede næsten: “Kan alle blomster da tale?”

“Nå,” tænkte Alice, “foreløbig er den altså godt tilfreds.” Så sagde hun: “Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra … ?”